Kogebogen Marthas måltider

                   

I december 2010 blev Marthas måltider kåret til den danske vinder af Gourmand World Cookbook Awards i kategorien Best Food Book for Professionals. Dermed blev bogen nomineret til at blive bedste kogebog for professionelle på verdensplan. Vi vandt ikke, men var stolte over at være med i feltet.

Se nogle af billederne fra bogen her. 

Herunder kan du læse pressemeddelelsen:

Marthas måltider

Kogebog for daginstitutioner og familier

Det siges i kokkebranchen, at før eller siden har man slidt ægteskabet ned og løber af med en tjenerelev under 25. Faktum er det i hvert fald, at det er et hæsblæsende liv at køre restaurant og en kunst at have familieliv oveni. Derfor steg forfatteren til denne bog, Nikolaj Løngreen, hurtigt af Michelin-ræset og blev familiefar. Men gourmetkok er han stadig – i dag består de tilfredse ’kunder’ bare af 130 daginstitutionsbørn på Martha Hjemmet på Nørrebro.

Ud over lækre, enkle og sunde opskrifter med alt fra sild til selleri, som en stor flok unger mellem 0 og 6 år bevisligt guffer i sig dagligt, indeholder bogen også afsnit om den psykologiske og pædagogiske dimension, der ligger i et berigende måltid, blandt andet ind­dragelse i madlavningen og motivation ved måltider. Altså hvordan forældre og pædagoger bedst muligt håndterer måltidet med børnene. Noget, der også kunne sammenfattes i Nikolaj Løngreens motto: "Der findes ikke kræsne børn!" (Det tør han godt debattere om i medierne).

Der er også et kapitel om ernæring, sundhed og husholdning, hvor kokken Nikolaj Løngreen giver råd og viser klare holdninger, dog uden den løftede pegefinger.

Økologi har ikke fået sit eget afsnit. Det er en naturlig del af mange af opskrifterne. Bogen er især ment som en hjælpende hånd til de institutioner, der skal servere frokost dagligt, men er også beregnet som familieinspiration til middagsbordet. 

Alle opskrifter præsenteres i appetitvækkende fotos og er angivet i mål til både 50 børn og en familie på fire.Bogen udkom den 6. april 2010 på Gyldendal: http://www.gyldendal.dk/boeger-til-voksne/mad-og-vin/9788702082432/marthas-maaltider 

“Nikolaj Løngreens "Marthas måltider" er en bog sprængfyldt af opskrifter på retter fulde af saft og kraft, og hvor hovedformålet er at inspirere frem for at diktere." (Trine Wøldiche, KultuNaut. onsdag 7.4.10) Læs hele anmeldelsen her: http://www.kultunaut.dk/perl/nyheder/type-nynaut?n=9212

 

Nikolaj Løngreen, (f. 1979), udlært kok og køkkenleder i daginstitutionen Martha Hjemmet på Nørrebro i København. Matematisk student og derefter kokkeelev hos Kommandanten og Restaurant Ensemble, hvorfra han blev udlært i 2004. Året efter restauratør og medejer af Restaurant Ensemble, som i 2006 fik 1 stjerne i Guide Michelin. (Hed dengang Egebøl-Jeppesen, men har giftet sig til Løngreen).

Sider: 208

 

Ny bog af Helle B. Frederiksen: Giv alle børn flere muligheder

Martha Hjemmet har gennemgået Mangfolds Prismecertificeringsforløb. Sideløbende hermed har vi arbejdet med vores eget store udviklingsprojekt: Køn i pædagogisk praksis. Se i den forbindelse Martha Hjemmets politik for arbejdet med køn og normkritik under Politikker.
Derudover kan du som forældre samme sted læse lidt mere om, hvad det betyder at arbejde normkritisk.